Her følger en beskrivelse af de sidste forberedelser til verdens højeste maratonløb, Everest Marathon. Optakten har langt fra været optimal, men det er en af præmisserne for at kunne nå til startlinjen i 5200 meters højde. Den sidste uge inden løbet bød på ubehagelig opkast/diarre samt udmattende trekkingture med sygdom i kroppen, men da startskuddet tidlig torsdag morgen lød, glemte jeg alt om det hårde arbejde for at nå til Gorak Shep.

Natten til mandag d. 25. november skulle vise sig at blive en nat i helvede med smertende mavekramper, opkast i mængder, jeg ikke troede var muligt, og hyppige besøg ved hullet i toiletteltet. At være syg i næsten 5000 meters højde er hårdt arbejde, og mit eneste ønske var bare at ligge hjemme i min varme seng i Danmark. Da jeg efter et par timer havde tømt absolut alt i min krop, sagde jeg til min tent buddy, Rachel: "This is it. I can't do the marathon". Efter en lang og grim nat fortsatte trekkingturen op til Lobuche (4900 m). Det var uden sammenligning den hårdeste gåtur, jeg nogensinde har været på, men mine venner i gruppen var flinke til at hjælpe med opbakning og støtte. Da vi nåede frokoststedet, meldte jeg udsolgt og faldt i søvn på jorden. Da jeg kort tid efter vågnede, kastede jeg igen op og besvimede. Jeg var helt rundt på gulvet og kunne hverken genkende de sneklædte bjergtinder eller menneskerne omkring mig. De tilknyttede læger rådede mig til ikke at gå med længere op, så jeg og Rachel indlogerede os i et lodge og blev der natten over. Efter omkring tre timers søvn begyndte jeg at få det bedre, og dagen efter var jeg klar til at gå videre op og mødes med de andre, dog med et ekstremt lavt energiniveau, og det irriterede mig enormt at skulle blive ramt af sygdom så tæt op til løbet, men der var ikke andet at gøre end at tage det sure med det søde og forblive ved godt mod. Rygtet og erfaringen fra mit tidligere trek fortæller, at Lobuche uden sammenligning har de koldeste nætter. Temperaturen kan falde ned til -25 grader, og natten, vi tilbragte i telt, var hamrende kold. Heldigvis formåede jeg at holde toiletbesøgene nede på et minimum, og min kvalme var stort set væk. Lobuche er desværre også kendt for trekkers disease, og ligesom pesten blev spredt med lynets hast, måtte næsten halvdelen af holdet overgive sig med opkast og dårlig mave.

Inden vi dagen efter begav os ud på den sidste trekkingtur til startlinjen, skulle vi gennem sidste lægetjek bestående af balancetest, måling af puls og kroppens oxygenniveau samt hjerte/lungefunktion. Jeg kom godt igennem med et iltniveau på 96% samt en puls på 90 (næsten en fordobling af min hvilepuls!). Lægerne vurderede, at 3 deltagere ikke var fysisk klar til at deltage i løbet, men de fik muligheden for at starte løbet i Pheriche i stedet. Trekket til Gorak Shep var sejt, og da min gode ven Dave havde båret min taske, dengang jeg var syg, var det nu min tur til at hjælpe ham. Han havde kastet op hele natten og var fuldstændig hvid i ansigtet, ekstremt træt og uden energi. Det er ikke optimal forberedelse at tømme kroppens energilager 3 dage før et maraton, ikke kunne kulhydratloade ordenligt og så oveni udsætte sin krop for en enorm fysisk belastning (og endda med to tasker af omkring 5-6 kg hver) dagen før dagen.

Endelig nåede vi Gorak Shep, og jeg var meget spændt på at være tilbage. Jeg tilbragte resten af dagen for mig selv med at pakke og ompakke min løbetaske og sikre mig, at løbets krav om et minimum kit var opfyldt: "Long sleeved thermal top and leggings, additional top and leg covering, rain and windproof jacket (with hood) and trousers, gloves, thermal head covering, whistle on a neck cord, survival bag, head torch and ekstra batteries". Kittet bliver tjekket før og efter løbet, og løbsledelsen annoncerede, at de ville foretage tilfældige prøver undervejs. Hvis du mangler dele af minimumskittet, vil du blive diskvalificeret fra løbet. Jeg tilføjede en ekstra t-shirt, sleeves og min camelbag med plads til 2 liter vand. Ellers stod onsdagen på mental forberedelse, afslapning samt fælles øvelse af starten.

Jeg gik tidligt i seng - ekstremt spændt og med maven fuld af sommerfugle! Men natten var lige så grum som sidste gang, og det blev stort set ikke til noget søvn. Jeg vågnede to gange, hvor min krop hyperventilerede og brokkede sig over den utilstrækkelige mængde af ilt. Følelsen af at være spærret inde i et alt for lille rum, hvor man bare har lyst til at bryde ud i det fri og tage 10 dybe, fyldestgørende indåndninger. I 5200 meters højde er der ca. halvdelen af den ilt, jeg er vant til at få i Danmark, så det er ikke underligt, at kroppen reagerer, som den gør.

Endelig ringede mit vækkeur tidligt torsdag morgen - nærmere sagt kl. 04.00 (jeg er b-menneske, så min krop tager et par timer om at vågne). Jeg tjekkede mit kit en sidste gang, spiste den sædvanelige havregrød og så klar til start! Kl. 06.15 blev vores numre råbt op, så løbsledelsen kunne tjekke, at alle deltagere var mødt til start, og kl. 06.30 lød startskuddet. 63 deltagere ud af 75 havde klaret trekkingturen og lægetjekket og var klar til at forsøge sig med verdens højeste maratonløb. Undervejs var to sendt ned med helikopter, og en del måtte bukke under for højdesyge og/eller diarré/opkast.

I -15 grader og ventende i min kæmpe dunjakke på startskuddet, var jeg lykkelig over at være nået så langt.
Første del af ruten var teknisk svær på is og sne, og et par gange faldt jeg på numsen, fordi jeg ikke kunne fornemme den glatte frost under sneen. Fra Gorak Shep og ca. 15 min ind i løbet er der en ubehagelig stigning, som mange af de andre deltagere tog fejl af. De forsøgte at løbe op af den, men måtte give op halvvejs pga. vejrtrækningsproblemer, og jeg kunne overhale de omkring første 15 løbere i gåtempo, dog med en puls tæt på de 190! Al bevægelse i 5200 meters højde er ekstremt krævende, og jeg havde bestemt en fordel ved at have løbet her før og vide, hvordan jeg skulle disponere den første del af turen.

Normalt hader jeg at blive nr 2, men i dette tilfælde var Beth blevet min gode veninde under den lange trekkingtur, og jeg vidste, at hun var en stærk ultraløber med langt mere erfaring end mig. Status var desuden, at jeg var baldret, udsolgt, finito, wiped out, færdig - basta bum! Det handlede nu om at slæbe mig igennem de sidste 5 km på bedst mulig vis. Når det gik ned ad bakke, kunne jeg tippe min krop forover og tage fra med benene, så det nogenlunde lignede løb, men på lige strækninger og op ad bakke var mit mål ikke at gå i stå, men bare at bevæge mig en lille smule fremad. Da jeg langt om længe kunne se målbyen Namche, trængte tårerne sig på, og en uforglemmelig lykkefølelse fyldte min krop. Kun Beth havde overhalet mig på sløjfen, og jeg kunne løbe i mål som nr. 2 ikke-nepalesiske kvinde, nr. 4 over all ikke-nepaleser og nr. 21 på den nepalesiske liste.

Jeg er stolt, glad, overrasket og ikke mindst lykkelig. At deltage i Everest Marathon er uden sammenligning det hårdeste og mest krævende, jeg nogensinde har oplevet. Men alligevel tager jeg mig selv i at dagdrømme om det næste ekstremløb...

Kristina Schou Madsen

(Redaktør: Lene Freiesleben Hansen)